Diskusprolaps og nerverodspåvirkning i nakken

De mest almindelige symptomer er smerter og snurrende fornemmelse i den ene arm og ved skulderbladet samt nakkesmerter – ikke alle har nakkesmerter. Der kan også være områder på armen som mærkes anderledes evt. med nedsat følesans, og nogle har også følelsen af nedsat kraft i armen.
Smerterne kan være meget voldsomme og kan påvirke, hvor meget du kan bevæge dig samt påvirke nattesøvnen og dit humør.

Hvad sker der i nakken?

Smerterne opstår fordi den nerve, der går ud i armen, bliver irriteret. Det kan skyldes en udbuling i brusken mellem to nakkehvirvler eller fordi der kommer forandringer omkring leddene i nakken. Nerveirritationen kan opstå uden nogen bestemt årsag til det.

Behandling

Første del af behandlingen omhandler råd og vejledning omkring din situation. Efterfølgende består behandlingen af manuel behandling, råd og vejledning samt øvelser for at træne nakken. Behandlingen kan hjælpe med at gøre smerterne mindre og give dig bedre bevægelighed.

Behandlingsforløb

Det offentlige giver et særligt højt tilskud til pakkeforløb for behandling af nerverodspåvirkning hos kiropraktoren. Pakkeforløbet består af en grundig førstegangskonsultation, 3 faste statuskonsultationer og behandlinger mellem disse tilrettelagt efter hver enkelt patients behov. 

Pakkeforløbet er med til at give dig ro og tryghed, da du får råd og vejledning samt din kiropraktor holder øje med symptomer og faresignaler. Din kiropraktor vil undervejs også være i kontakt med din læge og kan henvise dig til videreudredning, hvis det bliver nødvendigt.