Iskias bruges i daglig tale som en fællesbetegnelse for smerter i lænden med trækken til balde og ben.
Tidligere troede man, at smerterne i benet skyldtes irritation af iskiasnerven i dens forløb den ned i benet, men smerter i baglåret kan også have andre årsager som ledproblemer i lænd og bækken.
Man kan generelt dele smerterne op i hhv. over og under knæniveau.
Smerter over knæet
- Vil du typisk opleve som varierende smerter af en dyb borende karakter i lænd, balder og baglår. Ved denne smertetype er der ej tale om et egentligt tryk på iskiasnerven. Symptomerne skyldes ofte ledproblemer i lænd, bækken, hofte eller knæ samt henviste smerter fra muskulaturen i sæderegionen.
Smerter under knæet
- kan skyldes et egentligt pres eller irritation af nerven. Det er den smerte, som man f.eks. oplever ved diskusprolapser. Smerterne er typisk skarpe, brændende og overfladiske og kan være suppleret med symptomer på, at nerven er påvirket. Disse er kendetegnet ved en sovende, død fornemmelse eller en fornemmelse af kulde, varme eller vibration. Det vil desuden være svært at strække benet i siddende stilling.
Ved konsultationen hos kiropraktoren, vil du først fortælle din sygehistorie, herefter foretages en grundig undersøgelse og til sidst stilles en diagnose.
På baggrund af diagnosen kan din kiropraktor fortælle dig, hvordan du skal forholde dig samt hvilke behandlinger og muligvis andre tiltag, der skal iværksættes.
Der kan være stor forskel på behandlingen ift. årsag. Eksempelvis iskiassmerter som skyldes en diskusprolaps, i forhold til iskiassmerter som skyldes fastlåste led i lænderyg og bækken samt myoser i balden.
Behandlingen består typisk af manipulationsbehandling, manuel behandling og udspænding af muskulatur, instruktion i øvelser og træning samt rådgivning om hvordan du skal forholde dig for at blive smertefri.
Alarmkassen
Kontakt din læge eller kiropraktor, hvis:
- Smerterne er så voldsomme, at du ikke kan bevæge dig.
- Smerterne forhindrer almindelig aktivitet i mere end et par dage.
- Hvis du har besvær med at kontrollere vandladning eller afføring opsøges læge/skadestue øjeblikkeligt
Kilde: kiropraktorguide.dk